tirsdag den 31. juli 2012

Pasta aften i Siena

Det var jo ferie i Italien, så selvfølgelig stod en af afterne i pastaens tegn. Min veninde og jeg fandt en lille og utrolig hyggelig restaurant inde i Siena. Vi startede alle ud med en forret, som bestod af skinke og melon. En kendt ret, men som altid er en sikker vinder. Det smager bare så godt. Til hovedret fik vi lidt forskellige pastaretter. Der var pasta med laks og den traditionelle pasta bolognese. Jeg fik en pastaret som jeg aldrig havde hørt eller smagt før, nemlig gnocchi. Det er en form for kartoffel, som er tilberedt som pasta. Det var vildt lækkert. 

mandag den 30. juli 2012

Mad market i Siena, Italien

Så er jeg tilbage fra både min ferie i Italien og København. Turen til Italien forløb utrolig godt. Vejret var fantastisk det meste af tiden. Vi boede på en lille vingård i udkanten af Siena, det var et helt fantastisk sted, med pool og en virkelig flot udsigt ud over vinmarkerne. Når vi spiste "hjemme" på vingården, stod den på lækkert grilmad, selvfølgelig med vingårdens egen vin. Men jeg har selvfølgelig også været ude og udforske det italienske køkken. De følgende dage vil der komme nogle forskellige indlæg fra både ferien i Italien, og turen til København. Jeg er blevet meget inspireret, og håber at kunne diske op med nogle italienske retter her på bloggen i den nærmeste fremtid. :-) 

torsdag den 12. juli 2012

Afskedsgave fra AAEN A/S

Jeg har i dag afsluttet mit praktikforløb hos AAEN A/S - rådgivende ingeniør. Jeg har været ansat som praktikant hos AAEN A/S i lidt over fem måneder, og har været vildt glad for at være der. Som afsked fik jeg en gave med derfra, og som I kan se var det en gave der gik lige i mit "bage-hjerte":-) Jeg blev helt vildt glad, det var næsten som om det var juleaften. Nu glæder jeg mig bare til at bage nogle lækre kager, og så skal AAEN A/S nok få glæde af et par stykker af dem, når jeg kommer på besøg. :-)

onsdag den 11. juli 2012

Oreo brownie med hvid og mørk chokolade

Jeg elsker oreo og alt hvad der indeholder oreos. Min kæreste skulle holde fødselsdag for nogle venner for noget tid siden, og der skulle selvfølgelig bages en kage. Eftersom jeg elsker at bage, lovede jeg hurtigt at jeg nok skulle stå for en lækker kage. Valget faldt på en brownie med oreos. Jeg har engang set et eller andet sted, at man kunne bage oreos i en kage, derfor besluttede jeg mig for at eksperimentere lidt. Jeg blev ret glad for resultatet af denne brownie med oreo, hvid og mørk chokolade. Kagen blev dejlig svampet, og smagte helt vildt godt. Det er helt sikkert ikke sidste gang den bliver bagt!

tirsdag den 10. juli 2012

Salat med kylling og feta

Det er jo efter hånden ved at være sommer, og selvom vejret ikke altid er det bedste, og det egentlig regner lidt, så skal der altså sommermad på menuen!
Denne gang blev det til en lækker salat med squash, agurk, rød peber, tomater, blandede salat, feta og kylling som var stegt på panden med forskellige krydderier. Jeg skyllede salaten og lagde den i bunden, derefter hakkede jeg alle grøntsagerne i forholdsvis små stykker, og toppede tilsidst med sprød kylling og feta. Som prikken over i'et kom jeg lidt hvid balsamico over salaten, og så var der lækker aftensmad :-)

mandag den 2. juli 2012

Juice med blåbær og kiwi



Jeg havde et par kiwier og appelsiner der skulle bruges. Det eneste jeg manglede var en tredje ingrediens. jeg smuttede i fakta og købte nogle frosne blåbær, og så var det ellers bare i gang. Juicen er nem, og meget let at lave. Den er uden tilsat sukker, det eneste jeg brugte var to appelsiner, to kiwi frugter og lidt blåbær.